“Idéen til det her samarbejde opstod, da Carla og jeg mødtes igen, da jeg besøgte Harvard i foråret 2014. Jeg vidste, hun underviste i faget Race and Technology, fordi vi allerede var blevet genforenet på Twitter, og vi indså, at vores studerende indimellem kæmpede med at sætte deres erfaringer i forhold til forskellige teknologier. Det gjaldt endda også teknologier, der definerede forskellige perioder af deres liv. Så vi tog det gode gamle pennevenkoncept frem og satte vores studerende i kontakt med hinanden, så de kunne dele deres digitale autobiografier,” forklarer Rachel Douglas-Jones.
Hvad er en digital borger?
I de digitale autobiografier reflekterede de studerende over deres teknologiske livsbane indtil videre med fokus på it. Formålet var at give dem mulighed for at få kendskab til de anderledes oplevelser deres jævnaldrende på et andet kontinent havde og dermed gøre dem bevidste om de særlige nationale, historiske og infrastrukturelle kendetegn, der var ved deres brug af de digitale teknologier, og hjælpe dem til at opdage, hvordan andres erfaringer afveg fra deres egne.
“Ambitionen var at se, hvordan denne refleksion kunne forme den måde, de studerende forholdt sig til teksterne, som kurset skred frem, og det var meget klart, da de indså, at deres perspektiv og erfaring ikke nødvendigvis deles af jævnaldrende over hele verden,” siger Rachel Douglas-Jones.
“Som lærer med international baggrund overraskede det mig, hvor stor en rolle de sociale medier har spillet for de danske studerende i deres barndom, og hvor centralt det at spille spil har været for både danskerne og amerikanerne. Det danske CPR-nummer og det amerikanske Social Security nummer førte til grundige diskussioner om statens rolle, privatliv på nettet, og de forskellige forventninger til, hvad det vil sige at være en digital borger. ”

Et spørgsmål om tillid
Tre temaer var centrale i det internationale møde: En ny, amerikansk erkendelse af, at internettet er engelsk, og at det medfører nogle udfordringer for ikke-engelsktalende. Spil som introduktion til nettet, samt - nu hvor livet leves online - tillid. Det første gav amerikanerne stof til eftertanke. Det andet viste sig at være et fællestræk, der strakte sig på tværs af vand og land, mens det tredje afslørede store forskelle i forhold til både oplevelsen af sikkerhed online og tillid til regering og andre offentlige myndigheder.
“Det var interessant at se, at hvor det at spille både var noget socialt og en introduktion til internettet for begge grupper, kunne de danske og amerikanske studerende stort set ikke være mere forskellige, når det handler om tillid. NSA-skandalen spiller formentlig en stor rolle her, og de amerikanske studerende kunne ikke fatte, hvor meget information danskerne villigt overdrager myndighederne, og den store tillid de har til for eksempel NemIDs sikkerhed,” fortæller Rachel Douglas-Jones og anbefaler andre at søge lignende samarbejder.
“Et samarbejde som det her giver mulighed for at linke studerende på tværs af grænser og fordrer en givende diskussion af fælles emner, som de måske har helt anderledes udgangspunkter for og erfaringer med. Jeg oplevede, at de studerende var meget engagerede, når de fik kommentarer tilbage fra amerikanerne og havde mulighed for at stille spørgsmål til dem. Og så fik jeg det indtryk, at de havde stor fornøjelse af at opdage, hvor de var ens og diskutere forskelle som for eksempel CPR-nummeret, NemID og det at bruge flere sprog online.”
Læs
den fulde artikel her.