IT-Universitetet fylder 25 år
I dag fylder IT-Universitetet 25 år, og der er sket meget siden de første 147 studerende mødte ind til studiestart på universitetet i 1999. Siden er universitetet vokset eksplosivt og tæller ca. 2.800 studerende. Ifølge ITU's rektor Per Bruun Brockhoff skyldes væksten tårnhøj efterspørgsel på de kompetencer, som ITU-kandidater kommer ud med efter endt uddannelse.
Om ITUEventsForskningUddannelsePer Bruun Brockhoff
Skrevet 30. august 2024 06:58 af Theis Duelund Jensen
I løbet af sine 25 år har ITU oplevet stor vækst og optager i dag samlet set omkring 1.300 studerende om året på universitetets bachelor-, kandidat- og efteruddannelser. Erhvervslivets efterspørgsel på it-kandidater vokser år for år, og ifølge ITU’s rektor, Per Bruun Brockhoff, er der en særlig grund til, at ITU-kandidater er i høj kurs på arbejdsmarkedet:
”Vores kandidater er ikke bare dygtige programmører, organisations- og forretningsspecialister og designere – de er rundet af alle tre faglige hjørner. Når man ansætter en ITU-kandidat, får man en medarbejder, som ikke alene er specialist på sit område, men også i stand til at se sit arbejde i større sammenhænge. Det er en helhedsorienteret tilgang til det at arbejde med det digitale, som kommer arbejdsgiveren og samfundet til gode, og det er dét, der gør ITU unik i det danske uddannelseslandskab.”
Startede som ”IT-Højskolen”
Idéen om at Danmark skulle have en institution, der udelukkende beskæftigede sig med at forske og uddanne inden for it, blev første gang luftet i 1997.
Den stigende digitalisering skabte en enorm mangel på it-arbejdskraft, og der var behov for at gøre noget ekstraordinært for at uddanne flere it-kandidater. Der var behov for en uddannelsesinstitution med en tæt relation til arbejdsmarkedet – hvor kandidater blev udrustet med netop de kompetencer, som arbejdsgiverne manglede.
De daværende undervisnings- og forskningsministre nedsatte derfor i 1998 en arbejdsgruppe, som skulle undersøge, hvad man kunne gøre, og en af deres anbefalinger var at oprette en IT-Højskole i København.
Formelt var IT-Højskolen i begyndelsen en del af CBS, men med egen bestyrelse og egen post på finansloven. Konstruktionen holdt frem til 2003, hvor en international evaluering anbefalede en løsrivelse. Den 1. juli 2003 blev IT-Universitetet et selvstændigt universitet.
Mangfoldighed i centrum
Ifølge rektoren er en af de vigtigste ingredienser for ITU’s succes et vedvarende fokus på faglig såvel som social mangfoldighed. Han påpeger, at ITU’s kandidatuddannelser fra begyndelsen har været præget af stor faglig diversitet, og så har kønsdiversitet stået højt på dagsordenen siden 2015.
”Faktum er, at jo flere forskellige perspektiver, man får på et problem, jo stærkere bliver den løsning, man laver. Mangfoldighed ligger dybt i ITU’s DNA. De studerende udfordres på deres fagligheder og præsenteres hele tiden for nye perspektiver – både i undervisningen og i studielivet. Det er til stor gavn for kandidaterne, for arbejdsmarkedet og for det øvrige samfund, og det er en af de ting, vi kan være allermest stolte over på ITU,” siger Per Bruun Brockhoff.
Spørger man om, hvor ITU er om yderligere 25 år er svaret entydigt positivt:
”IT-Universitetet har unikke forudsætninger for at bidrage til at løse arbejdsmarkedets mangel på it-kyndige. Den mangel vil kun blive mere udtalt i de kommende år og årtier, og det er meget ærgerligt, at vi må afvise hundredvis af kvalificerede ansøgere til vores uddannelser, fordi vi er pålagt at reducere studiepladser. ITU er sat i verden til at skabe værdi med it for samfundet – det gør vi også om 25 år.”
WEBDOK: Læs om grundlæggelsen af IT-Universitetet, fortalt af universitetets rektor fra 1999-2018, Mads Tofte.
Theis Duelund Jensen, presseansvarlig, telefon +45 2555 0447, email