Routledge udgiver længe ventet håndbog i kollektiv intelligens
Håndbogen, som bl.a. er redigeret af adjunkt på IT-Universitetet, Carina Antonia Hallin, er et vigtigt fundament for forskere, der arbejder med kollektiv intelligens inden for en bred vifte af discipliner. Bogen er nu mulig at forudbestille.
Carina Antonia HallinInstitut for Business ITdemokratikollektiv intelligensledelse
Skrevet 23. november 2022 09:23 af Theis Duelund Jensen
Begrebet kollektiv intelligens dækker over teknologi, der muliggør indsamling og skabelse af ny viden og data fra store grupper af individer. Det er et forskningsfelt med stort potentiale for både det private og det offentlige. Men kollektiv intelligens er stadig et nyt forskningsområde, og der mangler fortsat megen viden om dets muligheder og forudsætninger, både i forskningsverden såvel som erhvervslivet.
Den kommende udgivelse af Routledge Handbook of Collective Intelligence for Democracy and Governance er derfor et stort skridt i den rigtige retning, og håndbogen er bl.a. redigeret af adjunkt ved IT-Universitetet, Carina Antonia Hallin, som er forskningskoordinator og stifter af Collective Intelligence Research Group på Institut for Business IT.
I Routledge Handbook of Collective Intelligence for Democracy and Governance udforsker over 60 forfattere – herunder forskere fra andre prestigefulde universiteter i verden – koncepter, metoder, teknologier og konsekvenser ved brugen af kollektiv intelligens i forbindelse med demokratisk styring. Håndbogen er den første omfattende udgivelse af sin slags på området. Bogen vil være en uundværlig kilde til information for forskere, studerende og aktører inden for offentlig administration, ledelse, it systemer og innovation.
Håndbogen er baseret på case-studier og vil fungere både som introduktion til videnskaben bag kollektiv intelligens såvel som inspiration til aktører, der arbejder med nogle af samfundets største udfordringer samt innovation inden for ledelse og demokratisk praksis.
Udover Carina Antonia Hallin er håndbogen redigeret af kollektiv intelligens-pionererne Stephen Boucher, underviser ved Sciences Po Paris, Egmont Institute – The Royal Institute for International Relations, CIFE (Centre international de formation européenne), Université Libre de Bruxelles, og CEO for Dreamocracy.eu samt Lex Paulson, Executive Director for School of Collective Intelligence på Université Mohammed VI Polytechnique i Marokko og underviser ved Sciences Po Paris.
”Håndbogen er den første af sin slags, der bidrager med en udførlig introduktion til kollektiv intelligens, dets potentiale for samfundet, og hvad det kan betyde for demokratisk ledelse,” siger Carina Antonia Hallin. ”Det er en grundtekst og en uvurderlig kilde til information for både forskningsmiljøet og aktører på området i det offentlige og private.”
Carina Antonia Hallin er stifter af og forskningskoordinator i Collective Intelligence Research Group på IT-Universitetet i København, medstifter af Academy of Managements Community on Knowledge Integration, Synthesis and Engineering, samt medstifter af spinout-virksomheden Mindpool, der for nylig blev opkøbt af verdens førende innovationsplatform Wazoku.
Routledge Handbook of Collective Intelligence for Democracy and Governance kan forudbestilles via Amazon.
Theis Duelund Jensen, presseansvarlig, +45 25 55 04 47, thej@itu.dk