Podcast: Da Klimaborgertinget blev hørt af fire politikere
Klimaborgertinget var tænkt som et digitalt forsamlingsrum, der skulle inddrage et repræsentativt udsnit af den danske befolkning i tilrettelæggelsen af dansk klimapolitik. I Center for Digital Velfærds podcast fortæller lektor Irina Papazu om, hvad der egentlig kom ud af det.
ForskningInstitut for Business ITClimate IT
Skrevet 9. november 2021 13:05 af Jari Kickbusch
I et nyt afsnit af Center for Digital Velfærds podcastserie Klub Digital Velfærd sætter værten Anders Kjærulff fokus på klimaet. Han taler bl.a. med lektor ved IT-Universitetet, Irina Papazu, som har studeret Klimaborgertinget. Ifølge Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets er Klimaborgertinget sat i verden for at sikre, at ”borgerne kan få deres stemmer hørt i tilrettelæggelsen af klimapolitikken.”
Pga. COVID 19-restriktionerne måtte Klimaborgertingets 80 udvalgte borgere hovedsageligt mødes online i det, som ministeriet beskriver som et ”digitalt forsamlingsrum.” Ifølge Irina Papazu havde det manglende fysiske fremmøde indflydelse på tingets arbejde. Deltagerne kunne gå rundt i nattøj derhjemme, og møderne blev til tider forstyrret af lyden af toiletskyl.
Slutproduktet, en rapport med 119 anbefalinger til politikerne, fik ikke den forventede modtagelse, da den i april 2021 blev præsenteret online, selv om det på det tidspunkt var muligt at mødes fysisk:
- Jeg tror, der var Dan Jørgensen (Klima-, energi- og forsyningsminister
red.) og tre ordførere. Alene dét var jo en kæmpe skuffelse for de borgere, som havde meldt sig til og havde lagt sig i selen for at præsentere deres anbefalinger så professionelt og klart som muligt, fortæller Irina Papazu i podcasten. Hun forholder sig også kritisk til, hvorvidt anbefalinger reelt får nogen indflydelse på dansk klimapolitik:
- Der har været sådan en generel tilgang fra politikerne, som vi også har set siden, at nu, hvor borgerne ved lige så meget som os, så kan vi jo alle sammen blive enige om, at der ikke skal gøres noget. Det er sådan, det er blevet modtaget. Det er faldet lidt til jorden, vil jeg sige.
I podcasten fortæller Theresa Scavenius, lektor ved Aalborg Universitet, også om sine studier i klimastrategier. Hun er bekymret for, om politikere og embedsværket reelt er i stand til lave tiltag, som afspejler de klimaudfordringer, som vi står overfor.
Sidst fortæller Balder Bach fra frivilligorganisationen FAIR Danmark om foreningens arbejde med at sørge for, at danskeres forældede it-udstyr får nyt liv i det fattige afrikanske land, Malawi.
Hør podcasten her på
Soundcloud