Carsten Gomard bliver ny bestyrelsesformand på IT-Universitetet
Co-founder af Netcompany, Carsten Gomard, afløser pr. 1. november Maria Rørbye Rønn som bestyrelsesformand for IT-Universitetet i København.
Om ITU
Skrevet 25. august 2020 08:02 af Camilla Rosengaard
IT-Universitetets udpegningsorgan har på baggrund af et åbent opslag udpeget Carsten Gomard som ny bestyrelsesformand for universitetet pr. 1. november 2020. IT-Universitetets nuværende bestyrelsesformand Maria Rørbye Rønn udtræder af bestyrelsen med udgangen af oktober 2020 efter at have siddet i bestyrelsen i de maksimale to 4-årige perioder.
Carsten Gomard er PhD i Computer Science. Han er co-founder af Netcompany, og har været CEO og Chairman of Directors for virksomheden i perioden 1999 – 2019. Desuden er Carsten Gomard aktuelt næstformand i bestyrelsen for Københavns Universitetet – en post han naturligvis fratræder snarest.
Maria Rørbye Rønn glæder sig over, at udpegningsorganet har valgt at pege på Carsten Gomard:
”Jeg er så stolt over og glad for, at det netop er Carsten Gomard, som jeg kan give stafetten videre til. Jeg kan ikke forestille mig en mere kvalificeret kandidat. Carsten har et stort personligt kendskab til og forståelse for både forskning og forskningsbaseret uddannelse. Han har med succes etableret og opbygget en af Danmarks betydeligste it-virksomheder, og har derfor indsigt i, hvilke uddannelsesmæssige kompetencer og hvilken forskningsmæssig viden som samfundet har behov for på lige netop it-området. Et område, som spiller en stadig større rolle i Danmark. Jeg ser frem til at følge Carsten Gomards arbejde som bestyrelsesformand i de kommende år.”
Carsten Gomard er beæret over at være blevet udpeget og glæder sig til at komme i gang med arbejdet:
”IT-Universitetet er et klassisk universitet, der beskæftiger sig med et specifikt domæne nemlig IT. ITU er klassisk i den forstand, at universitetet leverer dyb, forskningsmæssig viden til samfundet og tager sig af forskningsbaseret uddannelse. Samtidig kan IT-Universitetet i min optik noget helt særligt i og med, at universitetet er dybt forankret i det omgivende samfund, og har en evne til med stor agilitet og hurtighed at tilpasse sig de samfundsmæssige strømninger. Jeg glæder mig til at arbejde med at udbygge og styrke universitetets rolle som det klassiske universitet, der både leverer dyb viden, og som samtidig er forankret i det samfund, som det er sat i verden for at betjene.”
Rektor på IT-Universitetet, Martin Zachariasen, ser frem til samarbejdet med den nye bestyrelsesformand:
”Carsten Gomard har qua sin baggrund en balanceret forståelse for både forskningsmæssig kapacitetsopbygning og virksomhedernes behov på it-området. Der er behov for netop denne type indsigt, når retningen for universitetet udstikkes. Carsten kender allerede IT-Universitetet fra sit virke som formand for ITU’s overordnede aftagerpanel igennem en årrække. Jeg og resten af ledelsen ser meget frem til at fortsætte samarbejdet med Carsten i den nye rolle som bestyrelsesformand i de kommende år.”
Camilla Rosengaard, kommunikationschef, telefon 4049 3601, email camr@itu.dk