Nyudnævnt professor krydser de videnskabelige grænser
Samarbejde og kommunikation er tungen på vægtskålen, når softwareudviklere balancerer mellem succes og fiasko. Ved at krydse de videnskabelige grænser mellem datalogi og samfundsvidenskab udvider professor ved IT-Universitetet Yvonne Dittrich feltet for programudvikling.
Yvonne DittrichForskningInstitut for Datalogisoftware
Skrevet 10. december 2019 10:21 af Anna Lohmann Ahlbom
Det er ikke en ”mig og min computer”-processen, når teams af softwareudviklere skaber fremtidens software. Det kalder på en grænsekrydsning mellem videnskaberne, og det er professor Yvonne Dittrichs tilgang.
”Mens mange af mine kolleger borer sig dybere ned i deres forskning, spænder mine forskningsprojekter over et bredt emnemæssigt område. Videnskabeligt står jeg med det ene ben i datalogi og det andet i samfundsvidenskab, ” siger Yvonne Dittrich.
1. oktober i år blev hun udnævnt som professor på IT-Universitetet i København. I sin tiltrædelsesforelæsning, der finder sted 12. december 2019, introducerer hun publikum til den del af hendes forskning, hun er mest kendt for: Den menneskelige side af programudvikling.
»Diskussionen var nærmest religiøs, men vi befinder os ikke indenfor religion, vi er i videnskab.
Yvonne Dittrich, professor på ITU
«
Baner vejen
Traditionelt set drejer forskning i Programudvikling (på engelsk software engineering) sig om, hvilke redskaber og metoder softwareudviklere kan bruge i udviklingsprocessen. I dag er de sociale sider som kommunikation og samarbejde i softwareudviklingen ligeledes anerkendte aspekter indenfor feltet. Den udvikling har Yvonne Dittrich bidraget til.
”Hvis softwareudviklere ikke kan samarbejde, er de ikke i stand til at lave god software, ” siger hun.
I sit arbejde har hun bidraget med både forskningsmetoder og med at underbygge fremgangsmåder i processen teoretisk. Fra begyndelsen af sin akademiske karriere har Yvonne Dittrichs tilgang været at kombinere og veksle mellem forskellige discipliner, diskurser og skoler, ligesom hun både er praktiker og akademiker.
Udforsker det videnskabelige grænseland
For tyve år siden var uenigheden blandt programudviklere stor. Kilden til diskussionen var brugernes rolle i softwareudvikling. Nogle mente, de skulle inddrages, mens andre argumenterede for, brugerne skulle udelades fuldkommen fra processen. Uenigheden blev Yvonne Dittrichs motivation for at påbegynde sin interdisciplinære forskning i feltet.
”Diskussionen var nærmest religiøs, men vi befinder os ikke indenfor religion, vi er i videnskab. Derfor besluttede jeg mig for at undersøge, hvordan folk formår at udvikle software, og i særlig grad hvordan de formår at skabe succesfuldt software, ” siger hun.
Hun deltog i den første interdisciplinære konference nogensinde, der brugte metoder og redskaber fra både samfundsvidenskab og datalogi i programudvikling. Feltet var nyt, og fremmødet var begrænset.
”Vi var kun en lille håndfuld, der arbejdede med kvalitativ og empirisk forskning indenfor softwareudvikling, ” forklarer Yvonne Dittrich.
Vil fortsat bygge bro
I løbet af de tyve år, der er gået, siden Yvonne Dittrich deltog i den første konference, har hun oplevet sit felt udvikle sig. Dengang var det en udfordring at få udgivet ikke-kvalitativ forskning, men det har ændret sig, fortæller hun.
»Hvis softwareudviklere ikke kan samarbejde, er de ikke i stand til at lave god software
Yvonne Dittrich, professor på ITU.
«
”Vi har grundlagt kvalitativ forskning i softwareudvikling, som vi i dag har udgivet i samtlige større tidsskrifter, ” siger hun.
I fremtiden vil den nyudnævnte professor fortsat bygge bro mellem disciplinerne. Blandt andet vil hun undersøge, hvordan kontinuerlig lancering af software gør nye måder at koordinere arbejdet på nødvendigt, og hvordan udviklere i højere grad må arbejde sammen på tværs af organisationer, når de udvikler samfunds IT-infrastruktur.
Anna Lohmann Ahlbom, presserådgiver, telefon +45 25 55 04 47, email aahl@itu.dk
Yvonne Dittrich, Professor, telefon +45 7218 5177, email ydi@itu.dk