Skandinaviske design-metoder hitter i Japan
Forskerne bag ITU Co-design oplever en stigende interesse fra japanske universiteter og virksomheder, som ønsker indblik i skandinaviske designmetoder. En aftale med Hakodate Future University bliver nu underskrevet
ForskningInstitut for Digital DesignSamarbejderældredigital inklusiondigitaliseringLone Malmborgdesign
Skrevet 30. marts 2017 11:40 af Jari Kickbusch
Mens Japan gennem årtier har været leveringsdygtig i utallige banebrydende teknologier, kniber det med it-kundskaberne i den japanske befolkning . Faktisk anslår en undersøgelse foretaget af OECD, at 35 procent af alle voksne japanere ikke kan betjene computere. Der er med andre ord et behov for få bredt brugen af it ud til alle segmenter af den japanske befolkning, specielt blandt det voksende antal af japanske seniorer.
Det kan man bl.a. gøre ved at inkludere brugerne i udviklingen af nye services og produkter. I de skandinaviske lande er sådanne designmetoder kendt som participatory design eller Co-design, og de er blevet brugt af nordeuropæiske designere siden 1970’erne.
I den japanske teknologiindustri har man imidlertid ikke tradition for at involvere brugerne i designprocesser. I hvert fald ikke endnu. For gennem de seneste år har forskerne bag ITU Co-design oplevet en stigende interesse fra japanske forskningsinstitutioner og teknologivirksomheder.
- De er rigtig, rigtig gode til at designe teknologier, men de har mindre erfaring i at involvere brugerne i designprocesser, siger lektor Lone Malmborg, som er leder af Institut for Digital Design på IT-Universitetet.
De japanske samarbejdspartnere inkluderer bl.a. Tokyo University of the Arts, Kyoto University samt NTT, Japans største telekommunikationsvirksomhed. I slutningen af marts 2017 vil en samarbejdsaftale om udveksling af studerende blive underskrevet med Hakodate Future University.
- Samarbejdet med de japanske institutioner og virksomheder er til gensidig gavn. Mens japanerne lærer om participatory design, har vi en unik mulighed for at få indblik i den japanske designkultur, hvis indflydelse på it helt generelt er svær at overvurdere. Derfor er der heller ingen tvivl om, at vi vil fortsætte med at udbygge vores relationer til Japan i de kommende år; både i forhold til forskning og initiativer for de studerende, slutter Lone Malmborg.