Game Jams
Spiluddannelsen er løbende vært for ’game jams’, eksempelvis Level One Jam og Global Game Jam. Disse events har skabt grobund for både kommercielle spil, venskaber og endda virksomheder.
Level One Jam (Lvl.1) er et årligt game jam, der afholdes på IT-Universitetet. Den er inkluderende og begyndervenlig. Det er et begynder-jam, som er ideel for dem, der aldrig har deltaget i et game jam før, men det er også en oplevelse for eksperter. Eventet består ikke kun af et jam, men indeholder også talks og workshops over en weekend.
Global Game Jam er verdens største game jam-begivenhed, der finder sted rundt om i verden. Tænk på det som en hackathon fokuseret på spiludvikling, hvor vi kan være sammen, være kreative, dele erfaringer og udtrykke os på mange måder ved hjælp af videospil. Hvert år er IT-Universitetet vært for en Global Game Jam-begivenhed. Studerende på Spil hjælper normalt til med arrangementet og deltager ofte også.
IT-Universitetet står også løbende for game jams for studerende i samarbejde med virksomheder, såsom Lego eller Unity.
Playtest Thursday
Hver anden torsdag afholder kandidatuddannelsen i Spil en demo-session, hvor ufærdige prototyper bliver vist frem og spillet.
Study Lab
Study Lab er et ugentligt møde, hvor de studerende hjælper hinanden med diverse faglige udfordringer. På møderne, som er faciliteret af undervisningsassistenter, kan man møde medstuderende fra andre linjer og årgange med formålet om at give hinanden vejledning og løse opgaver sammen.
Sommer- og vinterspil
IT-Universitetet arrangerer hvert år en udstilling om spil, som er lavet af dig og dine medstuderende. Vi inviterer internationale gæstetalere og nyder en eftermiddag med spil og leg. I begyndelsen blev eventet afholdt som en fysisk udstilling, men det har været en succes at ændre det til en online begivenhed, fordi spil egner sig så godt til streaming.
Mentorordning for kvinder
På spiluddannelsen tilbyder vi en mentorordning specielt designet til kvindelige studerende. Her får du mulighed for at blive matchet med en erfaren mentor fra spilindustrien, som vil fungere som en rollemodel og sparringspartner. Mentorordningen har til formål at udvide de professionelle netværk for kommende kvindelige spiludviklere. Læs mere om ordningen.